Genetikken bag mangfoldigheden

64 kromosomer i hver eneste celle

Alle levende væsner bærer deres arvemateriale i kromosomer — tråde af DNA, der sidder inde i cellernes kerne. Mennesker har 46 kromosomer i hver celle, en kat har 38, en hest har 64, og kyllingen har 78. Dahliaen har også 64 — men det er i virkeligheden ikke tallet i sig selv, der er det særlige. Det særlige er, at dahliaen bærer langt mere arvemateriale, end den egentlig har brug for.

Næsten alle planter og dyr er diploide: de har to sæt kromosomer — ét fra hver forælder, som to kortbunker i et kort spil. Men med dahliaen er det noget helt andet.

En pokerspiller med ekstra korthænder

Dengang botanikerne for første gang optalte dahliaens kromosomer, fandt de 64 — og de mente at det var 8 sæt af 8. Dyr og planter, der bærer mere end to sæt kromosomer, kaldes polyploide, og dahliaen blev derfor kaldt en oktoploid plante: en spiller, der hverken har én eller to korthænder, men otte.

Man kan forestille sig, at dahliaens stamfar for længe siden ved et uheld fik sine kromosomer fordoblet — måske flere gange — og at det dobbelte sæt både overlevede og gjorde planten til det, den er i dag.

Oktoploide eller tetraploide?

I nyere tid er billedet blevet mere nuanceret. Allerede i 1996 argumenterede to botanikere for, at planten i virkeligheden bærer fire sæt kromosomer (tetraploid med 4 × 16) snarere end otte sæt af 8. I 2014 viste en stor analyse af dahlia-slægtens arvemateriale, at den er en "segmentel allooktoploid": kromosomerne ligger i sæt, der stammer fra forskellige slægtninge, og som deler stykker med hinanden. Flere nye genomprojekter og American Dahlia Society peger i dag på, at dahliaen reelt er tetraploid — mens andre fortsat hælder til en oktoploid original.

Det står dog fast uanset fortolkning: Planten har 64 kromosomer, og de ligger i flere sæt end de fleste andre planter. Det er netop det, der gør omkring en milliard forskellige kombinationer mulige — og dermed nye farver, former og mønstre efter hver krydsning.

Gener, der springer rundt

Dahliaens DNA bærer også på "springende gener" — små stykker arvemateriale, der kan flytte sig rundt i genomet og sætte sig uforudsigelige steder. Når de flytter sig, kan de slukke for farvegenet i et par enkelte celler — og derfor kan en enkelt blomst pludselig vise to helt forskellige farver i to forskellige kronblade, eller en plante kan ændre farve fra den ene sæson til den næste.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor dahliaen kan virke, som om den "bestemmer sig selv": variationen er ikke bare i generne nedefra, men i gener, der lever deres eget liv inde i blomsten. Springer et springende gen i et skud, så skuddet fra næste sæson bliver ved med at blomstre i en ny farve, kalder gartnerne resultatet for en "sport" — en heldig mutation, hvorfra der kan tages en stikling kan som dyrkes videre som en helt ny sort. Flere kendte dahlia-sorter er startet netop sådan.

En blomst, der aldrig bliver kedelig

For den, der plukker dahlia i haven, betyder genetikken kort og godt: Der kommer næsten altid noget nyt. Ingen blomster i et bed ligner hinanden fuldstændigt. Nogle sorter holder stand fra år til år — de dyrkes som "rene" kloner gennem knolde og stiklinger — mens frø-formerede planter overrasker hver eneste sommer. Det er den biologiske motor bag de tusindvis af sorter, verden har set i de sidste godt 230 år, og den motor kører stadig.