Spring til indhold
Dahlias historie

Dahlias historie · Kapitel 3

Anders Dahl og navnet — og ordet "georgine"

Alle kender navnet dahlia. Men hvor kommer det fra? Svaret er en svensk botaniker ved navn Anders Dahl — en mand, der aldrig selv så en dahlia i blomst. Planten er opkaldt efter ham posthumt, halvandet år efter han døde. Her er historien bag navnet — og dens forhold til "georgine".

01

Anders Dahls liv

Anders Dahl (1751–1789) blev født i Varnhem, en lille by i Västergötland i Sverige. Hans far var præst, og med faderens støtte begyndte den unge Anders i april 1770 at studere medicin ved Uppsala Universitet. Her blev han en af Carl von Linnés studerende. Men allerede året efter døde faderen, og familien blev kastet ud i økonomisk krise — Anders måtte forlade universitetet.

Dahl lod sig dog ikke slå ud: I 1775 begyndte han arbejdet på en entomologisk afhandling og bestod i maj 1776 sine forberedende medicinske eksaminer. Med hjælp fra Linné fik han ansættelse som kurator hos den velhavende mæcen Claes Alströmer, der havde anlagt en natursamling og botanisk have på godset Kristinedal uden for Göteborg.

02

En lov, der kom først i verden

I 1784 var Dahl medforfatter til en afhandling om forurening fra sildoliefabrikker — arbejdet resulterede i en tidlig lovgivning (Trångrums-acten) mod udledning af industrispildevand i grundvandet, en første i Sverige (og måske i verden). I 1786 rejste han til Kiel for at modtage en æresdoktorgrad i medicin. Året efter fik han stilling som adjunkt i medicin og botanisk demonstrator ved Åbo Universitet (nu Turku i Finland). Her færdiggjorde han sit vigtigste værk: "Observationes botanicae" om Linnés plantetaxonomi.

03

Han opdagede aldrig blomsten

Den 25. maj 1789 — mere end et år før Cavanilles så den første dahlia blomstre i Madrid — døde Anders Dahl i en alder af kun 38 år af lungebetændelse. Den hyppigt gentagne fortælling om, at Dahl og Cavanilles sammen forædlede dahliaen, er altså en myte: de to mødtes aldrig. Der findes 24 breve fra Carl Peter Thunberg (som var Dahl's medstuderende hos Carl von Linné) i Cavanilles' arkiver, men ikke ét eneste fra Dahl.

04

Cavanilles giver planten et navn

I 1791 beskrev Antonio José Cavanilles den første beskrevede dahlia-art, D. pinnata, i sit store værk "Icones". Da han skulle navngive den, valgte han at ære den nu afdøde Anders Dahl — "in honorem D. Andreae Dahl" på latin. Lige forinden var Dahls bog om botaniske iagttagelser udkommet, og Cavanilles kendte til svensk videnskab gennem sin korrespondance med Carl Peter Thunberg, der var en nær kollega til Dahl.

Cavanilles giver planten et navn
Antonio José Cavanilles (1745–1804), maleri fra cirkel af Mariano Salvador Maella. Public domain.
05

Thunbergs konkurrerende navn

Carl Peter Thunberg — en af Linnés berømteste elever, havde rejst i Sydafrika (1772–1775) Java og Japan (1775–1776) som skibskirurg for Det Ostindiske Kompagni. Han var en af de få europæere, der fik lov til at besøge det lukkede land på det tidspunkt. Thunberg kendt Anders Dahl — og ønskede også at ære sin afdøde ven. I 1792 navngav han en japansk plante af troldnød-familien (Hamamelidaceae) "dahlia crinita". Men da Cavanilles' beskrivelse af D. pinnata udkom allerede i 1791, havde Cavanilles forrang: planten fik navnet dahlia.

06

Hvor kommer "georgine" fra?

I 1809 besluttede den tyske botaniker Carl Ludwig Willdenow sig for at dele dahlia-slægten op og gav nogle af arterne nye navne — deriblandt "georgina variabilis". Navnet valgte han for at ære sin gamle studiekammerat Johann Gottlieb Georgi, en tysk forsker, der havde kortlagt Ruslands natur og folks kultur i zarernes tjeneste. Georgi døde i november 1802 — og har med sikkerhed aldrig havde set en dahlia. Så heller ikke han så sin blomst.

Navnet georgina "bed sig fast": selv efter at botanikere havde påvist, at opdelingen var en fejl, fortsatte brugen i Mellem- og Østeuropa i de næste hundrede år. Den ulige navngivning fik endda nogle til at tro, at "georginer" kun var fjernt beslægtede med "dahliaer". I dag bruges navnet georgine stadig i dele af Skandinavien, Tyskland, Baltikum og de slaviske lande — og i Danmark kender vi blomsten som både georgine og dahlia. Ifølge Villy Mougaard's lille fine bog "Georginer" - "Er navnet dahlia mest udbredt i hovedstadsområdet". Underforstået at vi Jylland måske mest er til betegnelsen "georgine".

07

Hvorfor vi kalder den dahlia

Selvom georginen et øjeblik fik sin plads, sejrede navnet dahlia — fordi Cavanilles' beskrivelse fra 1791 kom først, og fordi navnet var botanisk korrekt. Anders Dahl nåede aldrig at opleve sin berømmelse: Hans rejser bragte ham aldrig var uden for scandinavien og han døde tidligt, og blomstens erobring af Europa fandt sted uden ham. Men i dag bærer en af verdens mest elskede haveplanter hans navn — et navn, der nu fylder vores buketter og vores mark her på PlukSelvDahlia.dk.

Baseret på: Martin Král, "Of Dahlia Myths and Aztec Mythology – The Dahlia in History" (2014), gengivet i forkortet og bearbejdet form — hovedsageligt del 2 (Anders Dahls liv og navngivningen) og del 3 (georgine-navnet).

Læs originalteksten (PDF, del 2)Læs originalteksten (PDF, del 3)