Syv myter, kilderne ikke kan bekræfte

Montezumas yndlingsblomst

Fortællingen siger, at kejser Moctezuma II elskede dahliaen over alle blomster. Men der er intet i historien, der støtter den påstand. Aztekernes haver var fyldt med en mængde planter, men dahliaen havde ingen plads i ceremonierne — det har morgenfruen den dag i dag i Mexico. Og dahliaen var ikke blandt de planter, kilderne beskriver som vigtige.

Dahliaen blev først udnævnt til Mexicos nationalblomst i 1963 — i forbindelse med en blomsterudstilling, ikke på grund af aztekisk tradition. Historien om Montezumas yndlingsblomst kan lægges i graven: kejseren havde over 200 koner, men om han favoriserede nogen blomst, fortæller historien intet om.

Dahlia som føde

En populær anekdote fortæller om en fransk adelsmand, der ville gøre dahliaen til fødevareafgrøde, fordi knoldene skulle indeholde masser af stivelse til både folk og fæ. Og aztekerne skulle have haft en lang tradition for at dyrke dahlia til føde. Kilderne siger noget andet.

I Fray Bernardino de Sahagúns store Florentiner-kodeks, der beskriver aztekernes verden på nøje vis, optræder dahliaen ikke i afsnittet om vigtige spiselige rødder. Aztekerne dyrkede amaranth, salvie, avocado, bønner, græskar, peberfrugter, maguey og kaktus — men først og fremmest majs. I det nordlige Mexico har man dog rapporteret, at folk af og til spiser dahlia-rod: Tarahumara-indianerne i den tørre Chihuahua-stat spiser knolde af D. sherffii, og rejsende har fortalt, at lokale i de nordlige stater Durango og Sinaloa iblant graver knolde op som snack.Et Mexicansk øl foretagende "Bajabrewingcompany" brygger også en øl "Chichicpatli" hvori dahlia indgår som ingridiens. Vi her hos plukselvdahlia.dk - har selv eksperimenteret med tilberedning af dahlia knolde i forskellige retter - dog ikke med den stor succes. Vi "nyder" tilgængæld dahlia i bedene og i vasen.

Dahlia som medicin

Meget litteratur gør meget ud af dahliaens plads i aztekernes urtemedicin, hvor aztekerne udviklede stor dygtighed og mange behandlinger. Men i den store Badianus-håndskrift fra 1552 — sandsynligvis Amerikas første urtekogebog — er der ingen plante, der med sikkerhed kan udlægges som dahlia. Af de 204 afbildede planter kan ingen med sikkerhed knyttes til dahlia-slægten.

Havde dahliaens medicinske egenskaber været så bemærkelsesværdige, ville knoldene hurtigt være blevet eksporteret til Europa. I stedet gik der mere end 200 år, før planten overhovedet dukkede op i Spanien. Selv i dag kan der ikke påvises nogen dokumenteret medicinsk gavn af dahlia.

De hule stængler som vandrør

Fortællingen lyder, at aztekerne brugte dahliaens hule stængler til vanding og vandforsyning. Fortolkningen hviler på en misforståelse af ordet "acocotl" (eller acocoxochitl), et Nahuatl-navn, der blev brugt om flere planter. Ordet henviser til en plante, hvis navn leder tanken hen på vand — men ikke til dahlia.

Selv tørre dahlia-stængler ville for øvrigt lave dårlige vandrør. Måske kan der være noget om snakken når det kommer til varianten "Dahlia imperialis" - der kan blive op til 8m høj og som har kraftige tykke stængler.???

Josefinas tavsheds-ed

Historien fortæller, at Napoleons kejserinde Joséphine holdt så meget af dahliaen, at hendes gartnere måtte sværge på deres liv aldrig at afsløre blomstens eksistens — og at en utro tjener stjal planten, hvorefter hemmeligheden var ude. Det er en dejlig historie.

Virkeligheden er mere jordnær. Joséphine var faktisk ekstatisk over blomster og anlagde den berømte have på Malmaison, hvor dahliaer blev dyrket. Men der er ingen kilder der indikerer, at dahliaen blev holdt hemmelig — den blev tværtimod dyrket, forædlet og handlet rundt om i Europa i netop disse år.

England "reddede" dahliaen i 1789

En gammel fortælling siger, at engelske gartnere i Kew allerede i 1789 modtog dahliafrø og tog sig af planten. Det bygger på en fejl i den anden udgave af Hortus Kewensis, den store botaniske fortegnelse, hvor et årstal menes at være forkert sat fra 1798 til 1789. Historikeren C. Harman Payne påpegede fejlen i 1916.

Det er godt dokumenteret, at 1789 var det første år, dahliaen blomstrede i Madrids botaniske have — så frø kan ikke have nået England samme år. Faktisk var det Lady Holland, der i maj 1804 sendte frø fra Spanien til England. Frøene blomstrede den sommer — og dermed var dahliaen for alvor på vej til de britiske øer.

Kaktus-dahliaens lykketræf

Ifølge historien fandt den hollandske forædler J. T. van den Berg i 1872 blandt en forsendelse rådne knolde én levedygtig rod — og dahliaen, der voksede frem, var så helt anderledes, at det var en sensation. Han døbte den D. juarezii efter Mexicos netop afdøde præsident Benito Juárez. Men myten blander held og fortælling.

Van den Berg selv fortalte i 1879, at den lille kasse med frø og rødder fra en ven i Mexico ankom i dårlig stand, og at ét skud senere viste sig at være en dahlia. Men genetikere har påvist, at D. juarezii ikke var en ny art — det var en hybrid med bidrag fra forskellige arter. Kaktus-dahliaen har siden udviklet sig til en mangfoldig blomsterform, men dens oprindelse var ikke et lykketræf i en kasse rådne knolde.

Opsamling

Sandheden bag dahliaens historie er ikke mindre spændende end myterne — blot en helt anden historie. Forskningen viser: dahliaen kom med en stor botanisk ekspedition i 1700-tallet, blev beskrevet af Cavanilles i Madrid, fik sin plads i botanikken givet af Linnés arvtagere — og blev i 1800-tallets Europa forædlet fra en beskeden markblomst til den blomsterverden af former og farver, vi kender i dag.