Dahlias historie · Kapitel 1
Fra Mexicos bjerge til Europas haver
Dahliaen kommer fra det høje bjergland i Mexico og Mellemamerika. Fra de halvtørre sierras i Durango i det nordlige Mexico strækker de vilde planter sig ned gennem Mexico og Guatemala og ind i det tropiske Mellemamerika.
Da aztekerne regerede
Da Hernán Cortés i november 1519 stod ved bredden af Texcoco-søen og så ud over ø-byen Tenochtitlán, mødte han et aztekisk rige på højdepunktet af sin magt. Aztekerne — som selv kaldte sig mexica — var oprindeligt et nomadefolk, der fra 1200-tallet havde slået sig ned i Mexico-dalen. De levede på kanten af tilværelsen og var opfindsomme fødeindsamlere, dygtige i urtemedicin og nådesløse i krig.
Aztekernes haver imponerede de ankommende "Conquistadors". I Huaxtepec, syd for hovedstaden, havde kejseren (Moctezuma II) en samling med et forbløffende antal plejede, hjemmehørende og tropiske planter, drevet af et avanceret vandingssystem. Men dahliaen var ikke blandt de planter, aztekerne fremhævede. Dahliaen havde ingen religiøs betydning som fx morgenfruen, og den optrådte ikke i ceremonier. Aztekernes gud Quetzalcoatl bar fjer — ikke kronblade.
Første tegninger af planten
De første registrerede tegninger af, hvad nogle botanikere mener er en dahlia (D. coccinea, den mest udbredte art), findes i Francisco Hernández' værk fra hans ekspeditioner i Mexico i 1570–77. Hans tekst var i mange år forbudt at udgive, og de originale håndskrifter gik tabt i den store Escorial-brand i 1671.
Hermed er det svært at opstille viden om dahliaens rolle i aztekernes liv fra sikre kilder. Nogle af de ældste beskrivelser af planten (fx i Florentiner-kodekset) er uklare, og navne som "acocotl" blev brugt om flere forskellige planter — ikke kun dahlia. Ordet "xochitl" betyder blomst; "cocotli" henviser derimod til en fugl, ikke en plante.
Rejsen til Europa
De store spanske botaniske ekspeditioner til Ny Spanien (Mexico) begyndte i 1787. Vicente Cervantes, lærer ved den kongelige botaniske have i Mexico City, sendte de første dahliafrø til den kongelige botaniske have i Madrid engang før 1789. De frø og planter dahlia, der blev dyrket i Spanien fra 1789, kom med al sandsynlighed fra de gamle aztekiske haver.
I Madrid tog Antonio José Cavanilles over. Han klassificerede de første arter og beskrev i 1791 D. pinnata — den første egentlige beskrivelse af dahlia-slægten. Det var også Cavanilles, der gav planten navnet dahlia til ære for den svenske botanist og elev af Carl Linnaeus - Anders Dahl. I 1796 fulgte yderligere to arter, D. coccinea og D. rosea.
Kampen for en plads i botanikken
Carl von Linnés system til at ordne planterne var grundlaget for det hele. Men klassificeringen voldte mange kvaler på grund af den store variation. Den tyske botaniker Carl Ludwig Willdenow mente på et tidspunkt, at dahlia-slægten skulle deles, og gav den 20 nye navne — blandt andet georgina. I dag hedder slægten dahlia, men i dele af Skandinavien, Tyskland, Baltikum og de slaviske lande bruges navnet georgine stadig.
Vilde dahlia i dag
De vilde dahliaer vokser stadig vildt Mexico og mellemamerika. Nogle på de høje sletter, hvor Humboldt og Bonpland i 1803 fandt blomstrende planter i en højde af omkring 1.800–2.000 meter øst for vulkanen Jorullo nær Patzcuaro. De kortstænglede planter var dengang kun 12–15 centimeter høje — langt fra de praktfulde haveplanter, vi kender i dag.
Baseret på: Martin Král, "Of Dahlia Myths and Aztec Mythology – The Dahlia in History" (2014), gengivet i forkortet og bearbejdet form.
Læs originalteksten (PDF, del 1)